
Jeg er ikke den eneste
’Jeg er ikke den eneste’ er en podcast med samtaler om, hvordan det er at være ung og leve med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom – fortalt af unge selv.
Er du ung, og har du prøvet at være udbrændt, ensom, følt dig presset eller lever du måske med psykisk sygdom? Så er du bestemt ikke den eneste. For flere og flere unge oplever mistrivsel og psykisk sygdom.
I ’Jeg er ikke den eneste’ står 10 unge frem og fortæller deres personlige historie til vært, Rikke Collin, om, hvordan det er at leve med psykiske udfordringer som fx angst, ensomhed eller spiseforstyrrelse. Fælles for dem er, at de har følt sig alene med de svære ting. Derfor er det vigtigt, at vi tør tale højt med hinanden om det, der føles svært. Først når vi siger det højt, kan vi finde ud af, at vi ikke er alene.
Fortalt og tilrettelagt af: Rikke Collin
Musik af:Andreas Brink Pedersen
Produceret af:Psykiatrifonden og SIND Ungdom
Med støtte fra:TrygFonden
Jeg er ikke den eneste
Camillas historie: Både hårdt og lettende at få diagnosen ADHD
[Trigger warning: Selvmordsforsøg og selvskade. Hvis du går med selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201]
Efter mange år med depression og indre uro forsøgte Camilla i efteråret 2022 at tage sit eget liv. Efterfølgende kom hun til en psykiater, som spurgte, om hun nogensinde var blevet udredt for ADHD. Det var Camilla ikke, men det er hun i dag.
I dette afsnit fortæller Camilla på 21 år, hvordan det har været en lettelse, men også en hård omvæltning at få diagnosen ADHD. Hun fortæller om at have tusinde tanker i hovedet på én gang, at overtænke selv de mindste ting og om ikke at kunne finde ro. Overhovedet. For selvom det har hjulpet Camilla at få diagnosen ADHD, har hun stadig dårlige dage og er i gang med at finde den rette medicin.
Har du ligesom Camilla haft det svært, eller kender du nogen, der har? Så ræk ud til en omkring dig, du stoler på, eller kontakt din læge og bed om hjælp. Du kan også chatte med eller ringe til Psykiatrifondens gratis og anonyme rådgivning på www.ring-chat-skriv.dk eller på telefon 39 25 25 25. Du kan også finde et ungefællesskab tæt på dig på www.sindungdom.dk